Torben Schmidt

Trivselsarbejdet i skolen – en forståelse for hjernens funktion i undervisningen

Hjernen i undervisningen spiller den største rolle i læring, og mange lærere og undervisere overser desværre hjernens betydning i deres didaktiske tilrettelæggelse af undervisningen.

Hjerneforskning er langtfra et nyt fænomen. Tværtimod har forskningen i den menneskelige hjerne eksisteret siden 60’erne. Den har taget fart med kæmpe skridt i fremgang og praktisk anvendelse.

Desværre ser vi stadigvæk mange skoler og institutioner der primært arbejder med praktiske, målrettede indholdsmål. Dette uden at beskæftige sig dybdegående med elevernes mentale parathed. Såvel udviklingsmæssigt eller set i forhold til sindstilstand.

Jeg vil i det følgende beskrive en meget simpel aktivitet i en indskolingsklasse. Jeg har analyseret klassen nøje og jeg mener, at eksemplet viser en simpel forståelse af mekanismerne en lærer burde have for øje.

Derfor ville jeg gerne forsøge at arbejde målrettet med hhv. piger og drenge hver for sig. Dette for at differentiere min aktivitet efter køn.

Aktiviteten gik ud på, at eleverne skulle massere hinanden på ryggen. De skulle sætte sig i en rundkreds, vende hovedet frem og lægge hænderne på skulderen af eleven foran. Derefter skulle de imitere mine massagebevægelser på den respektive foran siddende elev.

Det interessante i min observation af aktiviteten var selve paratheden til aktiviteten.

Drengene satte sig hurtigt i rundkredsen og begyndte at gøre det forventede. 

Pigerne derimod var længere tid om at sætte sig i rundkredsen. Nogle piger var usikre om hvem de skulle sidde med. Andre ytrede usikkerhed om hvordan opgaven skulle løses og nogle opstillede regler for hvor og hvordan de helst ville masseres.

Jeg er blevet meget nysgerrig på forskellighederne for udførelsen af aktiviteten blandt drenge og piger. Jeg vil gerne blive klogere på, hvilke faktorer der ligger bag disse forskelligheder. Jeg vil finde ud af hvordan jeg kan tilpasse fremtidige aktiviteter i forhold til drenges og pigers køn. Set i lyset af at fremme elevernes udvikling med afsæt i elevernes mentale selvopfattelse i eksempelvis kønsroller. 

Selvværd og identifikation

Siden 1970’erne og til i dag er der skrevet meget om mulige biologiske og sociokulturelle kønsforskelle i forbindelse med læring og udvikling. 

En meget interessant vinkel er, at mennesker bliver født med kønsbestemte neurologiske forudsætninger for læring og udvikling. F.eks. har en forskning med 14 dage gamle spædbørn vist, ved opsættelse af en uro og et billede med morens ansigt, at drengebørn udelukkende har vist interesse for den bevægende uro og fastholdt interessen i den i flere minutter. 

Pigerne, som fik vist de samme kombinationer, koncentrerede sig hurtigt på moderens ansigt og fastholdt interessen heri (Vera Birkenbihl).

Forsøget bliver set som en grundlæggende biologiserende påstand om, at drengebørn er født med et overvejende praktisk væsen, hvor piger betragtes som mere social orienteret. 

Gruppedynamikker

I børns gruppedynamikker kan vi observere lignende tendens. 

Drenge trives i gruppedynamikker, hvor kooperation og rivalitet bestemmer hierarkiske konstruktioner. Drenge menes at identificere sig selv i større grupper som betydningsfulde individer. En drengs selvværd afhænger af andres anerkendelse i fællesskabet. Heri ses der mening og betydning for den enkelte og dens personlighed. 

Piger derimod er ikke gruppe væsner. Pigers adfærd er præget af individuelle relationer til andre individer, som koordineres i mindre grupper. Derigennem knytter piger få, men stærke relationer. Dette netværk af tætte sociale kontakter, i mindre grupper, er dét piger generelt identificerer sig med. Her er det den individuelle spejling i modparten der er afgørende for identitetsdannelsen. Piger ser tit individuelle præstationer som betydningsfulde. Gode bedrifter, ros af pædagogen/læreren, etc., hvor drenge sjældent ser værdi i den slags ting. Her vægter social anerkendelse mere.

Når vi opnår en forståelse af børn med afsæt i kønsroller, er der to retninger vi må perspektivere vores opfattelser omkring. Iflg. notatet Blik for køn i pædagogisk praksis (EVA) må vi se kønsforskelle i to forskellige tilgange. At indtænke hjernen i undervisningen og se børn i forskellige udviklingsstadier i hjerneudvikling er essentielt.

Biologiserende tilgang

Flere forskere har i nyere tid, bl.a. danske Ann-Elisabeth Knudsen, argumenterer for, at drenge og pigers hjerner er forskellige. Dermed er der forskelle på drenge og pigers adfærds- og handlemuligheder (EVA, s. 7). I en artikel fra Ann-Elisabeth Knudsen skriver hun, at pigers gennemsnitlige udvikling af hjernebjælken, i en alder på 6 år, er omtrent dobbelt så stor som drengenes. Især i området der forbinder pandelapperne. Hjernebjælken sikrer evnen til at koble den ene hjernehalvdel til den anden. Piger har her bedre biologiske forudsætninger for at koble venstre og højre hjernehalvdel.

Hjernemodningen er af stor betydning, da hjernen modnes langsommere hos drenge end hos piger. Som det tredje argument er drengenes testosteron niveau, som også har betydning for drengenes neurologiske udvikling (Artikel, pdf). 

I dette perspektiv giver det god mening med f.eks. kønsopdelt undervisning og aktiviteter. De neurobiologiske forudsætninger og vilkår tilgodeses i udviklingsprocessen. 

Sociokulturelle tilgang

Den sociokulturelle tilgang argumenterer for, at vi bestemmer kønsroller socialt og kulturelt. En konstruktion som dannes og vedligeholdes gennem vores personlige kønsopfattelser og formidles til børnene. Vante forestillinger og adfærd, som vi tilknytter de forskellige køn. 

Denne argumentation retter sig mod pædagogen, læreren, forælderen og samfundet. Barnets identifikation med sit eget køn bestemmes ud fra det miljø barnet er i.

Forskningen er meget veldokumenteret. Forskellige forskningsprojekter konkluderer netop, at de voksnes rolle er betydelige i forhold til børns selvforståelse og udvikling. Dermed begrænser de voksnes tilgang til børnene, i tale og holdninger, børns handlerum ved at udvikle og understøtte stereotype kønsroller (EVA s.9).

Pædagogisk forståelse for betydning af køn

I henblik på den igangsatte massage aktivitet kan jeg se, at drenge og piger reagerer på og udfører aktiviteten forskelligt. Set i et biologiserende syn, er drengene mere modtagelige for en gruppeaktivitet og tilpasser sig hurtigt de fælles normer. Det fremmer udførelsen og drengene får hurtigere udbytte af aktiviteten.

I modsætning til pigerne, der overvejende indleder aktiviteten med diskussioner og usikkerhed. Hvis piger er mere social kompetente og anerkendelse bunder i korrekt udførelse af forventningen, kan jeg observere, at den tilfældige positionering af sidekammerat og krav om korrekt udførelse, har skabt usikkerhed for nogle af pigerne. Denne usikkerhed må blive efterspurgt og drøftet i fællesskab, så der undgås fejlagtig udførelse og dermed personligt nederlag for den enkelte pige. 

Det er interessant at observere de forskellige gruppedynamikker. Drenge og piger befinder sig i sociokulturelle kønsopfattelser og de bliver be- og afkræftet i samspil med andre. Både voksne, andre børn, medier, etc.

 Mit mål med at arbejde professionelt som lærer er primært:

Hvordan kan jeg fremme udvikling og læring hos børn med forskellige forudsætninger? 

Målet blev som udgangspunkt ikke formuleret ud fra en kønsopfattelse. I takt med mine refleksioner og den indsamlede viden, vil jeg dog gerne se mit mål i forhold til forskelle på køn. 

Opsummering / konklusion

Hvis børn får bedre udviklingsmuligheder ved at den pædagogiske praksis tager hensyn til børns neurologiske udvikling, og barnet befinder sig i sociokulturelle kønsopfattelser, må disse opfattes som en forudsætning for barnet. For at fremme børns udvikling og læring må jeg derfor inddrage min viden om kønsforskelle i min pædagogiske praksis.

Eksemplet giver mig en ide om, at der er forskelle på piger og drenges tilgang til undervisningsaktiviteter. Mine umiddelbare refleksioner er yderligere, at aktiviteten ikke nødvendigvis skal undgå reaktioner/modstand på indholdet eller strukturen. Hvis f.eks. pigerne har behov for at få afklaret forhold omkring udførelsen, så må min tilrettelæggelse måske give plads til at give pigerne flere forklaringer. For at minimere usikkerhed i aktiviteten. Dermed kan jeg tilgodese individuelle behov. 

Ved at dele klassen i køn, kan aktiviteter måske netop fremme udvikling og bevidsthed om egen kønsrolle. Samtidig kan kønsrollen nuanceres og styrke identiteten. I blandede grupper kan børn hurtigt indgå i stereotype sociokulturelle roller, der begrænser børns handlemuligheder. Ved at arbejde koncentreret i kønsopdelte grupper, kan børn få tilbudt et udviklingsrum til at afprøve nye handlemønstre. Dermed udvikles individuelle færdigheder og kompetencer uden begrænsninger.

Læs også: Typisk mand, typisk kvinde? Kønsroller og fordomme